Borrekrattet 7 – efter restaurering
Den nænsomme restaurering af arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus på Borrekrattet 7 i Kgs. Lyngby er nu blevet udført. Huset er beliggende på en smuk grund med fald ned mod Mølleåen og var oprindelig indrettet som både familiebolig og tegnestue.
Huset er tilbageført til sit oprindelige udtryk i både eksteriør og interiør. Foruden retablering af den oprindelige træfacade, den skrå tagterrasse og rækværket ved kælderskakten, er funktionelle detaljer i indretningen, såsom brevindkast / lem i facade og serveringslem mellem køkken og stue, også blevet genskabt. Alt sammen med udgangspunkt i Viggo Møller-Jensens egne tegninger og fotos fra opførelsen.
Det farverige interiør og vinduernes chromoxidgrønne farve er genskabt ud fra farvearkæologiske undersøgelser, og fremhæver husets funktionalistiske præg fra opførelsestidspunktet i 1939. Udover farverne, tilføjer de skrå tagflader og variationen af vinduestyper karakter og subtilt særpræg til hvert enkelt rum i den moderne planløsning.
I forbindelse med tag- og facadeistandsættelsen er der udført nøje udvalgte løsninger for efterisolering samt en opdatering af tekniske installationer mv.
Restaureringen har givet huset et tiltrængt løft, så det på samme tid nøjsomme og moderne hus atter står tydeligt frem i de grønne omgivelser.
Læs mere om projektet hos Realdania By & Byg her
(Fotos: Realdania By & Byg, fotograf Kim Høltermand / Fogh & Følner)